Aussie eventyr vol. 2

Maj måned har været en del intens med essays og final exams, og jeg har mildest talt svævet på en sky af deadlines. Men nu er jeg kommet om på den anden side, hvilket betyder, at jeg faktisk er færdig som Canterbury studerende. Der er heldigvis to små måneder endnu, hvor jeg vil nyde landet, kulturen og Christchurch - og fortælle jer om de mange oplevelser, der udspiller sig på disse breddegrader.

Jeg vil derfor skrue tiden nogle uger tilbage til min ferie i det australske.

Et nabovisit til Aussie

Fra Wellington, hvor jeg sagde jeg på gensyn til mine forældre, tog jeg flyet mod Auckland, der var første stop på turen mod Sydney. Her fik jeg travlt. Ikke nok med, at jeg skulle have min bagage checket ind igen, så skulle jeg også have klaret et australsk visum. Det var derfor med sved på panden og roterende kuffert, at jeg kom fra indenrigs til international, hvor jeg på allerhurtigste vis fik kreeret et visum med små to timer til, at jeg skulle sidde på næste fly. Derefter gik det gennem diverse sikkerhedsforanstaltninger, lange køer, og hvad der syntes at være hele lufthavnen for at komme frem til min gate. Fem minutter før boarding stod jeg klar. Kun lettere stakåndet.

Flyveturen forløb fornemt. Hjemmefra havde jeg bestilt bolig à la mit accommodation i Christchurch, hvorfor jeg kunne bo kvit og frit for hele ugen grundet en partneraftale mellem de to accommodations. Det lå dog i Parramatta, 40 minutters togkørsel uden for Sydney, så den offentlige transport blev brugt en del. Dertil må knyttes en kommentar, da man erhverver sig et metrokort til deres bus- og togsystem, der minder en del om rejsekortet. Kortet levede dog sit helt eget liv. For hver omgang transport kunne selv samme tur veksle mellem $2 til $5 uden nogen særlig årsag. Transport-pungen kom derfor en smule på overarbejde, men frem og tilbage skulle vi jo.

Samlet i Sydneys gader

Min første aften bød på indlogering på værelset, et hurtigt tøjskift og en mindre wifi-krise, før jeg var klar til at drage mod centrum til en kold øl ved Oxford Street sammen med Marie Louise, Ditte Grøn og Sofie - mine dejlige medstudiner hjemmefra - samt Sofies kæreste, Simon, og Asger, der studerer journalistik i den århusianske DMJX-afdeling, og som også er på UC-exchange i øjeblikket. Det var rigtig hyggeligt, at vi alle sådan kunne mødes og høre om hinandens udveksling.

Efter et skønt 'come together' mødte vi dog udfordringen ved at bo 40 minutters offentlig transport væk fra en blød seng. Togene var stoppet med at køre ved midnat, hvorfor det tog Marie Louise, Asger og jeg to gode timer at komme hjem. Jeg fik mig en god lur undervejs og blev heldigvis vækket, da vi var fremme.

Kan man sige Sydney uden at sige opera?

Den første hele dag i Sydney tilbragte jeg sammen med Marie Louise, hvor vi tog ind til Sydney Harbour og så, hvad der skal ses: Operahuset! Jeg fik lov at gå bananas med kameraet. Det kunne ikke undgås. Den ikoniske bygning blev fotograferet fra alle vinkler, tæt på, langt fra, med og uden turister. Derefter nødt vi en hyggelig to go frokost med udsigt til Operahuset og Sydney Harbour Bridge, inden vi tog et smut i den botaniske have. Her kom vi forbi en stor udendørsscene, der satte rammen om den klassiske opera Carmen, der spillede i selv samme periode. Vi gik på opdagelse omkring sceneriet og fandt først lidt for sent ud af, at vi måske havde forvildet os ind på området, da det kun var åbent for medarbejdere. Det sker, når man er nysgerrig. Vi sagde pænt 'hello' til vagten, da vi blev ledt ud igen. Om aftenen fandt vi en Jamie Oliver restaurant i Parramatta, 'Jamie's Italian Trattoria', hvor vi nødt et hyggeligt italiensk måltid.

Sydney møder Mexico
Den næste dag tog Asger, Juliet, Marie Louise og jeg endnu engang på opdagelse i Sydney centrum. Det var helt forunderligt at bevæge sig rundt i en rigtig storby. Med 'rigtig' sammenligner jeg med hjemstavnen Christchurch, der stadig er under opbygning efter jordskælvet i '11. Man kan sige, at Christchurch blomstrer op i små enklaver og derfor endnu ikke har følelsen af en 'rigtig' storby. Sydney syntes derfor en del stor, livlig og byagtig.

Vi tog et smut på Sydney Harbour Bridge og så Operahuset fra en ny vinkel. Derefter tog vi på Museum of Contemporary Art Australia, hvor der var lidt forskellige udstillinger med blandt andre en fransk-algerisk kunstner ved navn Kader Attia, der gjorde sig i en blanding af politiske og historiske udtryk. Derefter stod den på frokost efterfulgt af en byvandring, hvor vi kom forbi State Library of New South Wales, der bestemt var et besøg værd med sin smukke arkitektur og indehaver af verdens største bog! Om aftenen nød vi en omgang spicy Mexican food i Parramatta.

Apropos Mexico så havde Juliet, Marie Louise og jeg en pragtfuld aften på en mexicansk bar, Tio's, der var blevet os anbefalet. Den lå godt skjult og var velbesøgt af de lokale storbyboere. Vi var heldigvis kommet tidligt og spenderede et par gode timer med en well-shaken Margarita i den ene hånd og perfekt poppede popcorn i den anden. Meget gennemført mexicansk bar og anbefalelsesværdig til alle, der kommer et smut forbi Sydney og savner stemningen af tequila i et farverigt skær af lyskæder.

Til søs, til kunst og til fods

En positiv side af det lettere utilregnelige togkort var, at vi kunne komme fra Parramatta til Sydney via en 'River Ferry'. Det tog halvanden times tid og var utrolig smukt. Fra vandet var Sydney skyline med sine mastodonte bygninger, Sydney Harbour Bridge, Sydney Tower Eye og Operahuset endnu engang en stor oplevelse. 

Derefter oplevede vi byen til fods og var så heldige at gå direkte ind i en Andy Warhol udstilling, 'Adman: Warhol before pop', på Art Gallery NSW. En udstilling, der viste Andy Warhols tidlige år som reklamemand med blandt andet skitsebøger, der ikke havde set offentligheden før. Meget flot udstilling! Vi tilbragte et par gode timer på museet, inden byen kaldte. Det blev også til et smut i China Town og det nye havneområde, Barangaroo, der snoede sig fra Darling Harbour til Sydney Harbour. 

Vi fik oplevet mange af Sydneys kulturligheder, men naturen var nu heller ikke så langt væk... 

Natur med UNESCO-mærkat

Marie Louise og jeg begav os en af dagene ud til Blue Mountains National Park, der er på UNESCOs verdensarvsliste. Her tog vi et 5-kilometers track ved navn National Pass, der bød på smukke vandfald, skæve klippeformationer, storslået natur og en meget stejl trappe - op! Det var nemt at falde hen i den overvældende natur, der åbnede sig og strakte sig så langt øjet rakte - og endnu længere. Vi havde købt os en sandwich XL i den lokale café, inden vi begav os ud i vildnisset. Den blev nydt med udsigt til et af de store vandfald, Wentworth Falls, som lå sidst på ruten og inden den stejle trappe. Efter et par gode timer og en heftig trappeopgang, der fik os hurtigere op end forventet, da vi var efterfulgt af et energisk travehold, vendte vi snuderne hjemad og mødtes med Asger og Juliet til en omgang thai i Parramatta.

Strandløvernes paradis

Jeg har vist slet ikke fået nævnt, at temperaturen var i den gode ende af 20'erne. Solen stod højt på himlen, og jeg vil da vove at påstå, at jeg tog et par fregner med hjem - ikke en tan, fregner. Vi besluttede derfor også at tage en tur til Bondi Beach, der lå en lille times offentlig transport udenfor Sydney. Der var rigt med strandløver i - lidt for små - speedos, men den mest mindeværdige bade-mode blev båret af de lokale livreddere, der var iført en form for badehætte i rød/gule kulører med hagerem. Det var især karakterfuldt, fordi alle - unge som gamle - skulle bære den. 

Efter at have oplevet strandens mange gæster, begav vi os ud på den meget smukke coastal walk, der snoede sig et par kilometer langs Bondi Beach. Fra havets brusende lyd mod klipperne til små skjulte strande gik vi i en lind strøm af mennesker, der havde fået den samme gode ide som os. Det var lige før, vi kom til at stå i kø enkelte steder, men det var forståeligt, for det var virkelig også en flot tur. Fra strandparadiset gik turen direkte ind til Sydney centrum, hvor vi havde en helt særlig aften i vente...

Så kan man sige Sydney uden at sige opera?

Det er svært. Vi lod os i hvert fald forkæle med en oplevelse til klassikeren Carmen, der udspillede sig udendørs. Faktisk i det sceneri, hvor Marie Louise og jeg et par dage forinden, en kende uautoriseret, havde forvildet os ind. Carmen er formentlig en af de operaer, der genkalder minder, man ikke vidste, man havde. Det må være en af de operaer, som mange vil kunne genkende uden nødvendigvis at være opera-entusiaster. Så med appelsinskallerne i baggrunden (Operahuset), var vi tryllebundet i næsten tre timer. Det var fantastisk at se scenografien i spil og den absolut fineste måde at afrunde Sydney af på.

Derfra gik ferien videre til det mere hippe, men dog mindre solrige, Melbourne.
Mere om det næste gang.

Tak fordi I læser med.

- Maria