Aussie eventyr vol. 3

En ferie-trilogi, fra New Zealand til Australien, er ved at nå sin ende.
Dette er beretningen om den sidste uge af ferien, der blev tilbragt i Melbourne.

Tour de force i nonnernes højborg

Marie Louise og jeg ankom ved aftenstid til Melbourne, hvor vi blev indlogeret på vores hostel, The Nunnery. Selve stemningen af stedet virkede indbydende. Nonne-temaet var veludført med billeder af de første nonner, der boede på stedet til glasmosaikker og Moder Teresa dørnøgler.

Det skulle dog vise sig at blive et kapitel for sig. Første indlogering var i et firemandsværelse for kvinder. Da en ældre herre kom ind af døren, troede jeg derfor, at han kom i sit virke som pedel eller lignende, hvorfor jeg høfligt ventede på at finde ud af, hvad hans ærinde var. Det fandt jeg ud af, da han satte sig i underkøjen med en bog og læsebrillerne på sned. Dermed havde jeg mødt vores første værelseskammerat. Derudover delte jeg køjeseng med en voksen kvinde, jeg sent vil glemme... Hun må have haft dårlig luftforbindelse, for aldrig har en snorken været så gennemtrængende. Da køjesengens skruer sad rimelig løst, fandt jeg en metode, hvorpå jeg kunne rokke sengen fra side til side for at få hendes snorken stoppet. Det holdt desværre kun i få sekunder. Til sidst var der kun en ting at gøre. I mørket fik jeg fumlet mig frem til min toilettaske, hvor jeg fik fat i to vatrondeller, der måtte agere ørepropper, mens jeg prøvede at finde roen frem i bjørnens hule.

Dagen derpå, efter en mildest talt urolig nat, fandt vi ud af, at værelset havde endnu en overraskelse: skimmelsvamp. Nok er vi unge og friske, men skimmelsvamp var alligevel grænsen, hvorfor vi gik til nonnernes højborg, receptionen, og bad om blive flyttet til et nyt værelse.

Anden indlogering var en del bedre. Vi rykkede ind på et tremandsværelse, hvor en yngre kvinde boede i forvejen. Vi kom om muligt til at ødelægge en potentiel romance mellem hende og en australsk fyr, men vi var glade for flytningen og fik lagt os godt tilrette i de skrøbelige køjesenge - denne nat uden snorken.

To piger ved en nudelbar

Det skulle dog ikke ende der. I slutningen af ugen fik vi selskab af Trine, vores med-DMJX-studine, der er på udveksling i Tasmanien. Vi havde besluttet at tage to overnatninger i en Airbnb lejlighed for at få lidt mere privatliv, da The Nunnery var charmerende til en vis grænse.

Jeg har kun haft gode oplevelser med Airbnb, hvorfor den forestående situation kom en del bag på mig. Det skulle nemlig vise sig, at vi blev snydt på det fineste af en udlejer ved navn Sima Pop - bare navnet burde vække mistanke. Alarmklokkerne begyndte dog først at ringe, da hun ikke svarede tilbage på vores mails, efter pengene var sendt. Vi kunne godt fornemme, at vores kommende boligsituation hang i en tynd tråd, men vi lod tvivlen komme hende til gode og valgte at tage et smut forbi den påståede adresse. Det tog os tre forsøg. Først en garage, derefter en baggård og til sidst en malaysisk nudelbar... Deres nudler var garanteret til salg, men det hverken duftede eller smagte af tag over hovedet. Når vi ringede til Sima Pop, viste det angivne telefonnummer at være lokaliseret i Ohio, og den gik direkte på telefonsvarer. Alarmklokkerne bimlede nu så højt, at vi ikke kunne undgå at erkende nederlag. Så lettere slukørede og en del forargede, kom vi tilbage til The Nunnery og blev indlogeret for tredje gang...

Efterfølgende fik vi en undskyldning fra Airbnb og vores penge tilbage, hvilket var meget fint. Og The Nunnery? Måske var der en højere mening med, at vi på trods af et par omrokeringer landede det samme sted... 

Middag både ude og hjemme

Fra den lettere kaotiske boligsituation til det charmerende og pulserende Melbourne. En storby med hipster-attitude. Særligt det summende og livlige Fitzroy var præget af secondhand butikker, hjemmeristede kaffebønner, streetart og masser af hyggelige spisesteder. Et område, der var velbesøgt af både lokale og besøgende. Med et hav af interessante spisesteder kunne en uge kun give en smagsprøve. Et af stederne vi besøgte var Hotel Jesus, en mexicansk diner, der kreerede de lækreste tacos og tortillas i tapasform. Vi skruede op for chilien, og så sad den lige i skabet!

Marie Louise og jeg var også inviteret til middag hos Sofie (fra DMJX) og hendes kæreste Simon i deres Melbourne lejlighed. Det er ikke så tit, man kan blive inviteret på et hjemmelavet måltid, når man er på ferie, så det var lidt af et 'treat' og utrolig hyggeligt.

Med selskab af både Trine (fra Tasmanien) og Sofie gik vi en af dagene på opdagelse i Fitzroy med gallerivisit, secondhand shopping og en hyggelig frokost på The Grub, der mindede en del om et orangeri. Her nød jeg min allerførste, og bestemt ikke allersidste, Espresso Tonic. Hvad er det? Glad for du spørger. Espressoshot, revet appelsinskal og tonicvand. Det lyder lidt skørt, men det var det perfekte match. Særligt når man er glad for både både kaffe og G&T's.

Minder med valmuerød og en enkel streg

Vi ankom i ugen, hvor både Australien og New Zealand fejrede Anzac Day, en mindedag for de soldater, der faldt under Første Verdenskrig ved Gallipoli. Den røde valmue er blevet et nationalt symbol for deres minde, da det var den første plante, der blomstrede op af mudderet på slagmarken. 

Selve dagen blev festligholdt med parader og garder, der gik gennem Melbournes gader. De var alle flot klædt i uniformer og blev med præcision sat i gang af en ældre herre, der uden tvivl kunne have ledt en hær i sit tidligere liv. Stortrommer, trompeter og finpudsede sko gik på rad og række.

Efter at have oplevet et lille udpluk af dagens formentlig store program, tog vi videre til Fine Line Tattoos i Prahran, hvor Marie Louise skulle snakke om designet til hendes første tatovering. Inden vi fik set os om, havde tatovøren sat hende i kalenderen, så hun kunne komme tilbage en time senere og få den lavet. Efter en hurtig frokost, hvor spændingen nok mættede mere end maden, var vi tilbage. Dagens tatovør var meget sympatisk og havde overskud til at lave gas, da Marie Louise fortalte, at det var hendes første tatovering, og han svarede, at det også var hans første ... Han havde fuldstændig styr på, hvad han lavede, og der kom en meget fin og enkel Saturn frem af stregen.

Dametur i Melbourne

Udover det vældig hippe Fitzroy, gik vi selvfølgelig også på opdagelse i den mere centrale del af byen. Jeg havde blandt andet fået lokket alle damerne med på National Gallery of Victoria, hvor der var en nyåbnet udstilling, 'Van Gogh and the Seasons'. Jeg havde dog i min begejstring kommet til at reklamere med, at Van Gogh var Picasso, hvorfor der var en smule forvirring i begyndelsen. 

Det var en rigtig flot udstilling, selvom vi stod som sild i en tønde, da premieredatoen kaldte halvdelen af Melbournes beboere og turister til. Så med tålmodighed og en smule snilde, kom vi gennem Van Goghs sæsoner fra sommer til vinter. Derefter gik vi på opdagelse i byens gadekunst.

Derudover havde vi fået et par anbefalinger med på vejen, der blandt andet ledte os hen til en meget charmerende og lettere skjult bar, Sister Bella. Med funklende lyskæder, gamle lamper og brætspil til låns, klemte vi os ind i en delt sofa med et par, der højst sandsynligt var på en hyggelig date. Vi smilede sødt og smygede os ind i sofaarrangementet med en flaske hvidvin. Efter en stund i skæret af romantik og lyskæder, var det tid til aftensmad, hvilket førte os videre til endnu en anbefaling. 

En lille italiensk restaurant, Pelligrini's Espresso Bar, der ikke så ud af meget udefra, men som skulle være kendt for at lave byens bedste lasagne. Da der ikke var synderlig meget plads i restauranten, blev vi hver sat på en barstol, inden et langbord ude i køkkenet var frit, og vi fik lov at komme 'bag kulisserne' og nyde byens bedste lasagne i madmors selskab. Vi blev vartet op af den yderst charmerende restaurantejer, der uden tvivl havde været lidt af en kvindebedårer i sine unge dage. Alt i alt en fantastisk aften, der blev sluttet af med en øl i Fitzroy.

"Why do they call you Melbourne when it rains all the time?"

Jeg er efterfølgende blevet spurgt, hvilken by der var mest tiltalende - Sydney eller Melbourne? Et spørgsmål, der ikke kan svares på med enten eller. Jeg synes begge byer havde karakter. Sydney var uden tvivl storby med stort S. Derfor var det dejligt at opleve Melbournes små, hemmelige områder, der bød på mere personlige og skæve karaktertræk. Vejret i Sydney var til gengæld en del mere venligt end vejret i Melbourne. Deraf kom ovennævnte kommentar fra en regnfuld aften, hvor Marie Louise og jeg var på vej hjem fra en hyggelig middag i Fitzroy: "Why do they call you Melbourne (Mel-burn) when it rains all the time?"

På trods af vind og vejr, var det en fantastisk ferie, og trilogien har nu nået sin ende. New Zealand er på menuen næste gang.

Tak fordi I læser med.