De New Zealandske kulturligheder

Den høflige kulturlighed

Det er altid spændende at komme til en ny kultur, da man helt naturligt begynder at sammenligne den med ens eget kulturelle ophav. En af de forskelligheder, som springer i ørerne ved mødet med New Zealand, er det venlige "How are you?". Det kan ske, når man blot passerer hinanden eller som høflighedsfrase med medarbejderen i den lokale. Men hvor meget skal man egentlig svare? Og hvor meget kan man nå at svare?

Når man ikke er vant til denne korte, men dog spørgende, hilsen, så vil der uomtvisteligt komme en situation, hvor man som udefrakommende og uvidende får startet på en længere sætning om ens velbefindende, mens personen, der spurgte, for længst er videre i livet.

Så hvad gør en dansker, der ikke er vant til denne sociale omgangsform i offentligt rum? Danskeren tyer selvfølgelig til de mange amerikanske studerende, som også har indlogeret sig på campus, og som mestrer kunsten i at besvare netop dette spørgsmål. Jeg vil skyde på, at 80% af samtlige internationale studerende er unge amerikanere (med øl på hjernen). Så for at få en hjælpende hånd i de ukendte sociale skikke, har de instrueret os i, hvor meget man egentlig skal dele ved denne hilsen. Svaret er: "Good".

Den drikbare kulturlighed

Godt. Det var én kulturel forskel. Lad os så tage fat på den næste: New Zealandsk alkoholpolitik. Aldersgrænsen for køb af alkohol er ligesom i Danmark 18 år, men de har nogle skæve regler i forhold til at erhverve sig og hjembringe de alkoholiske varer. Ved køb skal man kunne vise gyldigt ID.

Lad mig komme med et eksempel: Marie Louise og jeg købte tolv øl til deling til weekendens festligheder i det lokale supermarked. Jeg stod for indkøbet, men også Marie Louise blev bedt om at vise sit pas, da jeg købte mere, end hvad én person ville kunne drikke....

Dette kan undre en dansk viking som mig (ja ja, leg lige med), der kommer fra et samfund, hvor øl jo nærmest bliver drukket til morgenmad. Men sådan er reglerne, og dem følger vi.

Og når vi nu er i de våde varers hjørne, så er det område, vi bor i, udnævnt til "Alcohol Ban Area". Altså et alkohol-forbudt-område, som meget strategisk er blevet plantet omkring campus og universitetet...

Jeg har en tanke om, at familierne i nærområdet er gået i samråd med lokalpolitikerne for at neddæmpe den festlige charme, der kan præge en universitetsby. Det betyder, at man hverken må drikke alkohol eller synligt bære det hjem gennem disse områder. Det kan give en bøde, hvis politiet ruller forbi, med mindre man har en god historie og et sødt smil. Måske det skal komme an på en prøve? Nåh nej, sådan er reglerne, og dem følger vi.

Også ID er en særlig størrelse på disse breddegrader. Som så mange andre lande skal man kunne vise ID, når man ønsker at komme ind på diverse barer og klubber. Vi har en uni-bar tæt på campus, The Foundry, som står vært for en masse fester i løbet af semestret. En aften var vi nogle stykker, der tog derhen for at mærke stemningen. Da vi skulle vise ID i døren, hev jeg mit danske kørekort frem, hvilket jeg pænt blev givet tilbage med svaret, at det ikke gjaldt som gyldigt ID. Muntert, men også en smule forundret, spurgte jeg, hvordan det kunne være. Lettere humorforladt svarede dørmanden: "It's the law..."

Modtaget. Så hvis man vil ind nogen steder - eller erhverve sig øl i den lokale - så er det altså frem med passet.

Den firehjulede kulturlighed

Endnu en særlig ting ved New Zealand er trafikken. De kører - og sidder for den sags skyld - alle sammen i den forkerte side. Vi, Marie Louise og jeg, kigger konsekvent den forkerte vej for at finde ud af, hvor bilerne kommer fra. Jeg tror, vi til tider kan sammenlignes med de New Zealandske får, der heller ikke har forstået trafikkens cyklus. Kørslen her er frisk, og man kommer kun over, hvis man mener det. Kodeordet er derfor øjenkontakt og en rask beslutning. Af den grund har jeg også besluttet, at det mest fornuftige vil være, hvis jeg på et tidspunkt selv skal sidde bag rattet, at tage en køretime, så jeg ikke pludselig lander i en pæn Christchurch forhave med blomsterbedet på fronten. Selvom det ville kunne give nogle spændende overskrifter i lokalavisen.

Den farverige kulturlighed

En anden finurlighed ved den New Zealandske kultur er kvindernes hår. "Dip dye" er betegnelsen for hårmoden, der skaber eksotiske og farverige frisurer - eller nærmere bestemt spidser. Det er nemlig kun spidserne, der får fornøjelsen af en regnbuekulør. Det særlige er, at det er kvinder i alle aldre, der har kastet sig over farvepaletten, og de kan bære det. Også dem på +60! Lad os være ærlige, i Danmark ville den aldrig være gået. Vi ville jo komme til at ligne en vaniljeis med alt for meget krymmel på toppen.

På blot to små uger har jeg allerede oplevet mere, end hvad jeg kunne drømme om. Alle de små kulturligheder, som åbenbarer sig er guld værd. Jeg vil derfor afrunde dette blogindlæg med at sige: "I'm on the piss". Hvabehar?

Ja, det er slangudtryk på kiwi-vis, der betyder, at man skal drikke alkohol. Dermed sagt, så glæder jeg mig til at kunne nyde en af mine "smuglervarer" i denne weekend. En kold øl.

- Maria