Den dag New Zealands højeste bjerg forsvandt…
Der har været lidt stille på blog-fronten den seneste tid, men der er simpelthen sket det helt utrolige, at jeg har fået travlt med studiet. Alt i alt en god ting, da det er den primære årsag til mit ophold, og jeg vil da også mene, at jeg bliver begavet med en masse viden, som jeg prøver at få rumsteret rundt i de små huskekasser på øverste etage.
Lad bøger være bøger
På trods af den travle studietid, vil jeg kaste mig over en fremragende weekendtur, der udspillede sig for et par uger siden. I selskab med slænget, der består af Marie Louise, Nea, Katja, Gigi, Juliet og to nyere bekendtskaber, Will og Thomas, drog vi i samlet flok af sted mod Lake Tekapo og Mt. Cook: En meget stor sø og et meget højt bjerg - faktisk det højeste bjerg.
Det er så heldigt, at Nea og Katja (de finske eventyrere) har købt sig en bil, vi har døbt Richard - eller Richy, om man vil. En ældre herrer fra '99 og en rigtig cruiser. Heldigt nok havde også Thomas og Will en bil, så det var nemt at få hele gruppen trillet af sted mod weekendens naturligheder, der lå omkring 3-5 timers kørsel væk fra Christchurch.
Fire flotte kvinder, inklusive mig selv, tog med Richard. På turen gjorde vi alle et kort stop i det lokale storsupermarked, Countdown, for at købe ind til aftensmaden. Det er vigtigt altid at tænke to måltider frem - mindst!
Derefter skulle der gå lidt tid før hele gruppen var samlet igen. Ikke fordi det var en lang tur, men fordi bil nr. 2 på et tidspunkt fik taget et forkert drej, hvorfor de kom en time senere frem end Richy og damerne. Vi kunne heldigvis i ventetiden nyde Lake Tekapo, hvis turkise farve nærmest kaldte på staffeli og akvareller. Fik jeg sagt, at Lake Tekapo har været med i Ringenes Herrer?
Syrelår og sved på panden
Da hele gruppen var samlet, var vi klar til at begive os ud på dagens tur: Mt. John Summit Circuit Track. Et track, der lagde hårdt ud med en stigning, der gik op, op, op - i lang tid!
Jeg vil jo selv mene, at jeg er i rimelig form, men når sådan en stigning byder sig til, så bliver man jo pludselig forvandlet til Bertha på 80, der har røget 10 stærke Cecil dagligt gennem et helt liv. Hiv, prust, sved.
Men op skal man jo, og vi kom da også alle igennem den første lettere udfordrende begyndelse. Heldigvis var der 'guld for enden af regnbuen' med en fænomenal udsigt. På vejen stødte vi også på et af New Zealands bedste stjerne-observatorier, Mt. John Observatory, der er ejet af University of Canterbury - og en cafe, hvor vi tog en lille (..tiltrængt..) pause inden nedstigningen.
Landskabet lod sig endnu engang forvandle for hver ny udkigspost vi kom til, og efter et par gode timer i naturen var vi tilbage ved start. Vi tog derfra et kig på byens meget yndige kirke fra 1935, Church of the Good Sheperd, der tiltrak en del japanske gæster.
Derefter tog alle de modige vandhunde en tur i Lake Tekapo. Jeg meldte mig som landfotograf, da der jo til enhver begivenhed må dokumenteres! Det var den halve sandhed. Den hele sandhed lyder, at jeg elsker at svømme - bare ikke i koldt vand.
'Ude godt, men hjemme bedst'
Da havnymferne havde fået deres rus, vendte vi bilerne mod aftenens airbnb-overnatning, og jeg lyver ikke, når jeg fortæller, at navnet på vores lånehus var "Denmark Downs". Kunne det være bedre? Så lad mig lige slå en ekstra krølle på halen ved at fortælle, at der også var hjemmebagte småkager og ild i pejsen, da vi ankom. Ligesom hjemme i gode gamle Danmark... Det er hygge!
Pejsen blev hurtigt samlingspunktet, mens aftensmaden boblede. Vi havde en rigtig hyggelig aften med vin, mad og masser af snacks i pejsens lune, inden den trætte bande gik til køjs.
New Zealands højeste... Hvor?
Da vi næste formiddag skulle til at køre fra 'Denmark Downs' lød en højst besynderlig lyd i den ellers meget rolige og idylliske provinsby, Fairlie, hvor vi havde overnattet. Efter en kort stund i forundring fandt vi ud af, at lyden kom fra vores landlady's hus, nabohuset. Hun var åbenbart i gang med at øve på sin sækkepibe... Sådan kan man jo også få folk op af fjerene!
Det var kun halvdelen af gruppen, der fortsatte weekendturen mod Mt. Cook, da en af fyrene skulle flytte i nyt domicil, hvorfor de kørte hjem fra morgenstunden.
Vi kom frem i et noget gråt og regnfuldt vejr, men det stoppede absolut ikke kvinderne på (na)tur. På med regntøj og af sted af 'Hooker Valley Track' mod New Zealands højeste bjerg!
Vi var på en stor del af turen omkranset af tunge, hvide lammeskyer på grund af de våde vejrforhold. Dette havde bestemt også sin charme, da det endnu engang ledte tankerne hen på scenerier fra Ringenes Herrer. Det betød dog samtidig, at vores oplevelse blev en kende minimeret på grund af disse skyformationer, der havde lagt sig som et tæt slør om det ellers meget berømmede bjerg.
Ikke desto mindre var det en utrolig flot tur og nogle meget mindeværdige ind- og udtryk, der kom ud af denne jord/himmel oplevelse.
Inden vi vendte snuderne hjemad, så vi også den nærliggende Tasman Glacier, der krævede 400 trappetrin op (syrelår, syrelår), men det var helt bestemt alle trin værd! Derefter var Richard klar til at tage den lettere udmattede flok hjem mod Christchurch.
- Maria
