En fod foran den anden

Ud over stepperne

Sommermånederne byder på lange, lyse dage, hvilket var ideelt, da vi for et par uger siden tog på en smuk weekendtur sammen med en masse 'vandreglade' mennesker. Jeg har nemlig meldt mig ind i universitetets 'Tramping Club'. Ordlyden af dette navn har jeg stadig ikke helt affundet mig med, men det er nogle meget passionerede initiativtagere, der står for at planlægge turene, og når naturen er en åbenbaring, så det er bare med at hoppe i vandrestøvlerne og komme ud over bjergskråningerne.

Clubs er en ret stor ting på UC. Der blev afholdt et todages arrangement, hvor hele campus var prydet med boder i alle afskygninger og flere klubber, end man kunne nå at få overblik over. Heldigvis havde der været gang i hjemme-researchen, hvorfor jeg havde nogenlunde styr på, hvilke der var interessante at kaste sig ind i. Jeg fik derfor tilmeldt mig: UC's Drama Club, Tramping Club og - en favorit allerede - den lokale Wine Club. Så jeg føler, at jeg er godt dækket ind de næste måneder i forhold til både kultur og natur.

Turen går til...

Sæsonens første tramping tur - med overnatning i vildnisset! - havde retning mod nord, nærmere bestemt Hope Kiwi Track, der lå et par timers kørsel væk. Vi skulle derfor mødes kl. 7.30 lørdag morgen (...efter en aften i vinklubben...), hvor biler ville være klar til at køre alle 50 deltagere - med chauffører naturligvis.

Så det var, som I kan forestille jer, en tidlig morgenfrue, der stod klar med en lidt for udfordret rygsæk samt sovepose og yogamåtte bundet sirligt fast ved hjælp af en omgang plastikposer, der måtte agere snor. Man må jo være kreativ som studerende.

Gennem skiftende landskaber og snørklede bjergveje kørte bilen af sted. På vejen kom vi forbi et område, hvor naturen var brændt ned til rødderne på grund af skovbrand. Trist, men det forekommer desværre, selvom det vist ikke er tit. Videre langs bjergene og ankomst til Hope Kiwi Track.

Af sti, af sted

Turen på gåben startede med en smule forvirring, da vores guides allerede efter 100 meter tog den forkerte sti - meget betryggende - men det var heldigvis en kort fornøjelse, og vi fandt hurtigt tilbage til rette fodspor. Direkte videre til turens første udfordring: 'Hurunui Swingbridge'. Sikke en jomfrutur. Det var med ærefrygt og vovemod, at jeg med forsigtige skridt tog turen over den svingende bro med udsigt til bjerge, himmel, og når jeg dristede mig til at kigge ned - flod! En tillidsøvelse, vil jeg vove at påstå, men over skulle man, og det var bestemt en flot oplevelse.

Derfra gik det af små stier, fra vandløb til jordbund, op af skrænter, ned af skrænter, gennem grenekrat og bjergbusk. Det var med stor koncentration, at fødderne blev sat rigtigt for ikke at snuble over de små naturudfordringer, der kunne få selv de mest standhaftige vandresko til at vende en omgang.

Efter fire timers blandet terræn og et par udfordrende mudderhuller senere - *smush* døbte vi de mudrede omstændigheder - kunne vi lægge rygsækkene fra os og stolt erklære, at vi var fremme ved destinationen "Hope Halfway Hut". Smukt beliggende med udsigt til bjergkæden Lewis Pass, der strakte sig så langt øjet rakte. 

Efter et velfortjent hvil var det op med teltet. Det blev gjort i fællesskab med mine sovekammerater Marie Louise, Nea og Katja - de to sidstnævnte er exchange-studiner fra Finland. Det tog ikke lang tid, før teltet stod rankt og flot i de grønne omgivelser.

Den (u)skønne natur

Vi ankom tidlig eftermiddag, så der var god tid til at nyde naturen og gå et smut ned til den brusende flod. Man jo nærmest hengiver sig til denne smukke, men dog fuldstændig utæmmede natur.

Men midt i alt det smukke fandt vi dog en enkelt uskønhed. Sandfluen. 

Lille, aggressiv og vild med skandinavisk hud! Vi var et gourmet-måltid for de små vilddyr. Jeg tror, de må have sendt bud efter resten af familien inklusive grandkusiner og bonusforældre, for vi var omsværmet fra start til slut. Men vi befandt os selvfølgelig også i 'the wilderness', så det var på med accept-hatten og et ordentlig sprøjt gå-væk-spray.

Hen imod aftenen blev der nydt et glas vin eller to, og vi fik prøvesmagt en New Zealandsk camping-specialitet: Tandknækkende ingefærsmåkager dyppet i kondenseret mælk. Lyder specielt, men det var nu slet ikke så tosset.

Da det blev sengetid, var det for mit vedkommende tid til at trække i fire-fem lag tøj, inden soveposen blev trukket godt op om ørerne. Jeg har fået skabt mig et omdømme som 'løget', fordi jeg går efter lag-på-lag metoden - selv når solen skinner. 'More is more', som Marie Louise og jeg er blevet enige om!

Vandring på retur

De fire torneroser vågnede dagen efter - lettere mørbrækkede efter en nat på yogamåtte - men alt i alt klar til dagens tilbagetogt. En ligeså smuk dag ventede os. Hjemturen gik dog i et mere målrettet tempo, og det var da også en træt bande, der med glæde i sindet kunne sætte sig ind i bilerne og lade sig transportere tilbage til det lille Christchurch-hjem.

- Maria