En jordomrejse tager sin begyndelse ...28 timer senere...

Mod nye horisonter

Mandag d. 6. februar stod vi, tre kommunikationsstudiner fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, klar til at sige på gensyn til familie og venner i Københavns Lufthavn og goddag til New Zealand.

Marie Louise, Ditte og jeg. 

Vi var ikke de eneste, der skulle krydse luftens landegrænser den dag, hvorfor vi pænt måtte finde køkulturen frem og glemme uret, selvom det tikkede mod boarding. Vi kom heldigvis alle fint igennem security og stod klar til fly nummer ét mod Doha.

Qatar Airlines var vores vært på de første ruter, og vi blev mødt med stor service. Denne første "korte" flyvetur tog seks timer. Derefter havde vi en lille halvanden times ventetid i Doha, inden fly nummer to tog os med videre mod Auckland, New Zealand. Vi blev oplyst om, at det var Qatars anden flyvning af denne rute nogensinde (!) Den første var blev taget dagen i forvejen, hvilket man jo næsten kan kalde en premiere...

16 timer to go

Turen mod Auckland startede med, at jeg fik et flysæde, der sad en smule løst - altså ikke hele sædet, men blot puden. Jeg fik kontakt med en venlig stewardesse, der med stor ihærdighed prøvede at få sat det fast igen, men uden held. Efter tre stewardesser havde taget kampen op, måtte der andre kræfter til, hvorfor to "engineers" blev tilkaldt. En, to, tre og en omgang dobbeltklæbende velcro senere, kunne jeg trygt sætte mig i sædet. Klar til afgang.

Det er svært at forberede sig på et 16-timers flyryk af den kaliber. Jeg nåede gennem fire film, tre måltider (inkl. snackboksen) og et par nakke-udfordrende sovestillinger. Ens døgnrytme blev en del rundforvirret, hvorfor overtrætheden til sidst overmandede os alle. Det blev til gode grin, da vi undervejs havde en tandpasta-på-tøj affære og yoghurt-på-sæde massakre. Så da vi endelig, med flade baller og skæve nakker, steg af flyet i Auckland klokken 5 om morgenen (NZ-tid), var vi glade, spændte og en del trætte.

En snackfri entré

Der er særligt én ting, man er rimelig obs på, når man ankommer til New Zealand med fly: Udefrakommende animalske varer i (hånd)bagagen er ikke velkomne! New Zealand er en del strikse ift., hvad der kommer ind i landet af frø, planter, jord mm., og man kan blive tildelt en bøde på $400 (svarende til 2000 kr.), hvis man medbringer noget i den dur. Så alt, hvad vi havde med af vand, frugt, snacks - ja, sågar tyggegummi - blev efterladt i flyet.

Tre bliver til to

Ditte, tredje kvinde på "rejseholdet", måtte vi give slip på i Auckland, da hendes udvekslingsophold skal tilbringes på The University of Auckland de næste seks måneder. Marie Louise og jeg derimod havde stadig et fly i vente... Heldigvis det sidste, da flere end det ville have været at stramme den.

Efter en youghurt og hurtig wifi-pause, hvor vi kunne komme i kontakt med familie og venner, var vi klar til det sidte ryk. Klokken 9.45 (NZ-tid) landede vi i Christchurch. 

Som Marie Louise så fint pointerede, da hun så mit hår, lignede jeg en, der havde været i "battle", hvilket ikke var helt langt fra sandheden, da 28 timer i fly kan føles som lidt af en kamp i sidste ende.

Derudover startede vi vores møde med Christchurch ved at blive budt velkommen af en temmelig entusiastisk tremands-komité fra University of Canterbury, der med stor iver bød internationale studerende velkomne. Vi lignede, uden at overdrive, noget katten havde slæbt ind, og det blev da også kommenteret, at vi så lidt trætte ud (underdrivelse). I samme åndedrag, blev vi spurgt, om det var i orden, at der blev taget et billede af os. Uforberedt på en sådan situation, nåede vi knap at svare, før blitzen kom frem, og vi var foreviget i Christchurch lufthavn som de trætte danskere.

Dernæst gik det heldigvis snorlige. Vi fik vores kufferter, blev på ny budt velkommen af to studerende fra UC, der sørgede for at hidkalde en chauffør, der fik os ført videre til vores nye hjem og campus, Ilam Apartments, beliggende 15 minutter fra luthavnen og 5 minutters gang fra universitetet. 

Ved ankomst blev vi mødt af et meget venligt UC accommodation-team, der fik os indlogeret i rette bogstav, da campus er inddelt efter alfabetisk orden. Det betyder, at jeg det næste halve år skal bo i "O"-town.

Det må blive afrundingen på første del af fortællingen. Jeg vender snart tilbage med del to, der vil komme mere ind på de første dage i Christchurch og ikke mindst en intens oplevelse af jetlag! To be continued...