Familievisit og Aussie eventyr vol. 1

Sikke en pausetilstand. Nu må det vist være tid til et New Zealandsk indspark.

Først må jeg lige fortælle, at denne måned er blevet døbt: 'Mayday'! Den står på essays, essays, quiz's, lidt flere essays og så lige for at krydre gryderetten, en ordentlig omgang tests i slutningen af måneden. Derfor: Mayday!

Men nu skal det handle om noget helt andet. Jeg har nemlig været så heldig at have haft tre ugers ferie midt i semesteret. Sådan en chance går ikke uset forbi!

Et meget varmt visit kom derfor også til Christchurch. Mine skønne forældre var taget den lange tur og sikken et gensyn. Jeg fik lov at vise dem rundt i byen, hvor de tilbragte deres første dage. Det blev til et besøg på en af mine yndlingsgader, New Regent Street, smagfuld espresso i kulørte omgivelser ved Re:Start Mall og jazzet New Orleans-stemning til aftenstid på OGB. Dette var blot en smagsprøve, da vi den kommende uge kunne se frem til ø-hopperi i det New Zealandske.

Let the holiday begin!

Sol på næsen og med bus mod lufthavnen. Jeg skulle mødes med forældrene i Nelson, der ligger på den nordlige spids af Sydøen, blot en times flytid fra Christchurch. Ved lufttransport er jeg vokset op med to-timers reglen, hvilket betyder, at man kommer i god tid for ikke at styrte gennem lufthavnens snirklede systemer. Men, men, men, hvad jeg ikke lige havde taget med i ligningen var, at jeg skulle med indenrigsfly, hvilket mere er 'kom og stig på'-princippet, hvorfor to-timers-regel og pas var fuldstændig unødvendigt. Jeg havde derfor et lille pauserum inden afgang, som blev spenderet på en god kop kaffe!

Forældrene og jeg kom fra forskellige kanter, men ankom alle på samme tidspunkt, hvilket må kaldes for 'perfect timing'! Vi begav os derfor straks ud i byen, der er særligt kendt for at huse smykkeforretningen Jens Hansen - godt dansk navn! - manden bag den verdenskendte guldring fra Ringenes Herrer: 'My Precious'.

Nelson kunne også byde på en meget stor og flot kirke ved navn Christchurch. Jeg følte næsten mig helt hjemme igen - til Christchurch by vel og mærke. Derudover er Nelson også meget kendt for sit museum 'World of Wearable Art' eller 'WOW'. WOW er en international anerkendt design konkurrence. Det er design, der møder performance, der møder drømme, der trækker mere end 55.000 gæster til New Zealand, når den årlige konkurrence bliver afholdt, og kreationerne vist frem. Og wo-ow, de var godt nok også flotte! Årets show ligger desværre to måneder for sent til, at jeg kan opleve det. Men det giver bare endnu en god grund til at komme tilbage! 

OBS. Museet var en blanding af festlige designs OG gamle klassiske biler. Så der var lidt til enhver smag.

Gode druer og cykelhjelm

Fra Nelson gik turen mod Marlborough - et af New Zealands største vinområder og stedet med allerflest solskinstimer... Mere om det senere. Vi skulle bo i et meget hyggeligt og idyllisk B&B ved navn Old Mille i byen Redwick/Blenheim. Et ægtepar, der havde kørt moteller førhen, havde seks uger forinden kastet sig over dette skønne B&B, hvor vi skulle bo. Der var frugttræer og blomsterflor rundt om huset, og omgivelserne opfordrede til sindsro og fordybelse. Men vi havde vin på menuen - og cykler!

Vi skulle nemlig ud og opleve Marlboroughs druer på to hjul. Vores værtspar havde cykeludlejning ved siden af B&B, så vi fik lov at vælge vores yngling samt en cykelhjelm!

Cykelhjelm er en lovpligtighed i New Zealand, hvilket jeg kun kan se fornuft i. Det burde flere lande tage til sig. Det er meget nemmere at tage stilling til, når man ikke skal tage stilling, men bare gøre. Cykelhår eller ej, det må være vejen frem. "No regrets", som min meget ivrige fitnesstræner ynder at råbe, når man sidder i et ukontrollerbart squat.

Tilbage på sporet: Cykelsporet. Jeg må indrømme, at det gav mange skønne grin at se familien Ahrensberg på cykel i det fri i vinrankerne. Det blev særligt storslået, da herren i familien opdagede to kæmpe druesamlings-maskiner. Det hed fuldt stop! Man kunne have frygtet at finde ham kørende i en af dem, men så langt kom situationen heldigvis ikke. 

Derfra gik det rundt til forskellige vingårde, hvor flere tilbød gratis vinsmagning. Det store hit blev en rosé med jordbærhints! Et par vinsmagninger senere, var det tid til frokost, hvor vi ved lidt af et tilfælde endte på en mere afsides vingård, Hans Herzog, der havde en dertilhørende bistro. Vi valgte at nyde frokosten i bistroens have, og det var som at være havnet i en anden tid. Rislende springvand, klassisk musik, veltrimmet have. Det kaldte på en helt særlig ro - og endnu engang fordybelse. Måske det er, hvad Blenheim får frem i en. Inspiration til fordybelse.

Allerflest solskinstimer, sagde de...

Efter et meget vellykket besøg i Blenheim gik turen videre til Picton, der også befinder sig i Marlborough området, og derfor stadig skulle gå for at være solrigt de fleste af døgnets timer. Picton-planerne var derfor også præget af en del af udendørsoplevelser. Bl.a. 'Queen Charlotte Track', der alt i alt er 70 km, men som vi selvfølgelig kun skulle opleve en bid af. Derudover havde vi også planer om en delfintur ud for Marlborough Sounds. Alt sammen gode planer, hvis altså solen også var blevet inviteret.

Grundet uheld og muligvis en passerende cyklon fra nabolandet, Australien, oplevede vi regn, masser af regn! Det betød, at natur måtte være natur, og vi måtte gå på opdagelse i Picton. Og der må jeg lige afsløre: Picton er en lille by. Den kunne have lidt Hornbæk-stemning over sig, og det er jo charmerende - særligt i solskin.

Men nok om den fraværende sol, for Picton var faktisk en rigtig dejlig by, og vi kom virkelig rundt i krogene. Vi fik set det lokale akvarium, hvor vi lærte om tuataraen. Et meget særligt og sjældent reptil, der stammer helt tilbage fra dinosaurernes tid, og som New Zealand gør en dyd ud af at passe på og lære mere om. Vi fik lov at ae en af dem, men fik to ting at vide inden da:

1. Vi måtte ikke tage fat i halen, da tuataraen vil smide den, hvis den føler sig truet i det område!
2. Vi skulle holde os fra hovedet, da den kunne finde på at nappe og holde fast i en god time uden at trække vejret. 

Det ville blive en lang omgang i akvariet.Vi aede den derfor pænt på ryggen!

Picton kunne også byde gode cafeer, hvor vi fik et helt særligt bånd til 'Le Café', der var indehaver af Pictons smukkeste udsigt ud til vandet. Det viste sig, at ejeren havde sønderjyske aner og talte meget fint dansk. Det var meget hyggeligt, og de lavede en fremragende kop kaffe, hvilket gjorde godt i de regnvåde timer.

Oh, du stærke sømand. Sæt sejlet mod 'the windy capital'!

Efter et par vældig hyggelige dage i Picton, hvor vi kom helt ned i gear, tog vi færgen fra Picton til Wellington, 'the windy capital'. Nu har jeg aldrig været den store sejler, hvilket flere vil kunne bekræfte, så tre en halv times sejlads på det store, temmelig åbne hav var også en smule udfordrende... Det hjalp dog fantastisk at stå udenfor. Hvem vil også sidde indenfor, når man kan nyde de smukke udsigter i det fri? En del af timerne blev spenderet udendørs i, lad mig understrege, en kraftig blæst! Det var fortryllende. Man kunne agere Titanic uden Jack. Bare føle sig som Rose i vinden!

Det viste sig, at vi ankom til Wellington på en påskefredag. Så efter at have fundet vores lille New Yorker-agtige lejlighed, hoppede vi i en Über - det må man godt herovre - og var hurtigt inde ved Cuba Street, der havde masser af lækre cafeer og restauranter at byde på. Det gik efter valget 'det første det bedste', men det var nu også heldigt, for det var godt! Vi landede på en skøn venetiansk restaurant, Ombra, hvor man kun kunne vælge mellem flere forskellige små dele-venlige retter. Under den store udvælgelsesproces, nød vi en fremragende G&T!

Wellington bød på museumsture til bl.a. Te Papa, New Zealands nationalmuseum og Art Gallery. Uden lyv et af de største museer, jeg nogensinde har besøgt. Dets størrelse svarer til tre rugbybaner fordelt på seks etager. Klart nok så vi kun en brøkdel - selv for en inkarneret museumsfamilie var det alligevel en stor mundfuld. Til gengæld så vi en meget flot og velformidlet udstilling om 1. verdenskrig, hvor den allestedsnærværende Sir Peter Jackson, instruktøren bag Ringenes Herre-filmene, havde været inde over ved bl.a. nogle fuldstændig fantastiske, meget levende og meget store figurer, som man kunne følge gennem udstillingen. Jeg kan sammenligne dem med den store dreng, 'Boy', på Aros. De var mindre end 'Boy', men mere livagtige. Jeg fik næsten overbevist mig selv om, at de bevægede sig nogle gange.

Derudover bød hovedstaden på galleri-kiggeri, venne-visit, havnefront og naturreservat. Vi var heldige at gå ind i et Volkswagen 'come together', hvor vi fik drømt os helt væk i roadtrip og ny garage. Man bliver jo inspireret. 

Jeg havde også inviteret forældrene ud på brunch samt cocktails som tak for turen - to forskellige begivenheder. Det var særligt spændende at skulle finde cocktailbaren, da den i lidt à la Rubys-stil (København) ikke adresserer sig selv, hvorfor man skulle vide, hvor den befandt sig. Efter et par tøvende skridt til noget, der mindede om et privat lejlighedskompleks, kom cocktailbaren, Hawthorn Lounge, frem fra mørket. Den var som trukket ud af en film. Gamle bøger, pejs, whiskey-sofaer. En anbefalelsesværdig oplevelse, hvis man slår et smut forbi Wellington!

Dette var sidste stop på New Zealand-rejsen som tremandsflok. Forældrene skulle videre rundt på Nordøen, mens jeg satte kursen mod Australien. Mere om det næste gang...