Livet som Canterbury studerende

Sidste indlægs cliffhanger

Marie Louise og jeg i toga. Men inden jeg kommer nærmere ind på denne ømme aften, vil jeg starte et andet sted, da grunden til toga tog sin begyndelse meget tidligere...

University of Canterbury er et universitet, der ikke går ned på arrangementer. Vi har i denne første måned været vidne til et hav af events, sociale begivenheder og mulighed for masser - og jeg gentager masser -af 'gratisheder'. Særligt mad, og det er jo noget, en studerende kan lugte på lang afstand. Sporhunden går straks i gang!

Også Ilam Apartments, vores domicil, der huser 847 studerende, har sørget godt for, at vi er kommet flot fra start. Der har været arrangeret brunch til de tidlige lørdagstømmermænd og burgeraften med dertilhørende lektion udi den New Zealandske kiwislang. Vi har lært, at udtryk som "jandals" betyder klipklapper, og "sweet as" bruges, når noget bare er for fedt. Vi har også kunnet fornøje os med "Flamingle on the lawn" med dertilhørende grillpølser og adventure-hoppepuder. 

Og nu hvor vi er ved grillerne, så bliver en grillpølse på disse breddegrader bedst nydt i et stykke blødt, hvidt toastbrød... Dette er for en københavner, der er vant til en helt klassisk ristet med det hele, en smule besynderligt, men vi tager det hele med.

Jeg er i hvert fald meget imponeret over den indsats, der bliver lagt for dagen, for at alle studerende, internationale som lokale, kommer godt i gang med deres uddannelsesliv - socialt såvel som fagligt.

Fra Emdrup til Christchurch

Det er lidt af en oplevelse at skifte uddannelsessted. Særligt, når springet går fra DMJX, hvor 250 studerende har deres daglige gang til University of Canterbury, hvor vi pludselig befinder os mellem 15.000 elever. Uddannelsesområdet er lige til at fare vild i, og bygningerne er af en vis kaliber - og klart nok, for de skal nok kunne holde til et par rystelser.

New Zealand befinder sig på nogle motionerende plader, der har det med at give et par ryk engang imellem. Det er ikke noget, jeg har mærket meget til, men det er tydeligt, at landet og særligt Christchurch by stadig er meget påvirket af det store jordskælv, der ramte i 2011. Det lagde en stor del af byen i støv. 

Et mindesmærke for de 185 mennesker, der omkom, blev netop åbnet for et par uger siden. En 40 meter lang marmorvæg med indgraveringer af navnene på alle de mennesker, der forsvandt. Et mindesmærke, hvor familiemedlemmer, venner, berørende - og forbipasserende - kan søge hen og sætte tiden i bero. Meget rørende.

Et lettere, men dog vigtigt, sidespring. 

Lad os spole tilbage til University of Canterbury og det faglige indspark til denne jordomrejse. Jeg har nu været i gang med undervisningen i et par uger, og jeg føler mig meget heldig med de fag, der sætter rammen om hverdagen. 

Sammensætningen blev dog nok mere til ved et 'held i uheld'. Dagen inden enrolment fik Marie Louise og jeg at vide, at vores 'hoved'-kommunikationsfag var blevet aflyst - ud af det blå og uden nærmere forklaring. Det forårsagede selvfølgelig en del forvirring, men efter et møde med vores kontaktperson, Percy Chan, en eftermiddag med søgning efter nye fag og et møde med overhovedet for Media and Communication, Linda Jean Kenix, var vi klar til at indtage skolen på ny. 

Det blev til denne meget spændende, synes jeg selv, fagkombination: Media and Social Change, Advertising and Cultural Consumption og Organisational Behaviour. 

Tre fag, som komplimenterer hinanden rigtig flot og med et pensum, der kalder på refleksion.

Derudover er underviserne en hel inspiration i sig selv. Særligt førnævnte Linda Jean Kenix. En amerikaner med ben i næsen, ph.d. i baghånden og en ordentlig spandfuld råhumor. Det er underholdning på højt plan, selvom det også er med stor respekt, at Marie Louise og jeg på første række - de danske fagnørder har gjort deres entré - med nysgerrige øjne, lidt for meget grin og et nærværs-indeks sat på 100% følger med.

Titler og sproggymnastik

Dog har vi stadig lidt besvær med at finde ud af, hvordan vi må tiltale vores undervisere. Sammenlignet med Danmark, hvor vi jo er dus, inden vi overhovedet har sat fødderne på institutionen, så er vi i New Zealand sat til høflighedsvægs. Her tiltaler man underviserne med deres titel, med mindre de selv nævner, at man kan være på fornavn. Det har udmøntet sig i en del tankevirksomhed, hvor vi har prøvet at finde ud af, om Dr. eller Professor vil være den rette måde at tiltale de højtbegavede undervisere. En mulighed kunne være at kalde dem begge dele - så er man da i hvert fald på den sikre side - men måske det også er lige i overkanten... Lige meget hvad kan vi nok ikke komme udenom, at vi vil komme til at sige ord, vendinger og måske en titel eller to forkert. Jeg ser det som en del af lærings- og dannelsesprocessen.

Vi brillerede allerede rent sprogligt på Linda Jean Kenix' kontor, da vi skulle have afklaret vores nye fag. Vi havde haft vores besvær med at finde ud af, hvordan vi kunne løse gåden, da der er en del 'prerequisites' til mange af fagene. Og dette ord, 'prerequisites', kan få selv den mest elegante tunge til at slå knuder. Det tog sammenlagt Marie Louise og jeg fem gange, hvor vi på skift sagde det forkert, indtil vores professor med en hånd i luften og et lettere opgivende blik sagde:              "Girls, please. Just say prereq." - Modtaget, Dr. Kenix.

Christchurch er de studerendes by

Flats, roadtrip-tunede-biler og masser af unge mennesker. Christchurch, og særligt området omkring UC, emmer af ung energi og festlig charme. Gamle biler bliver pimpet med gardiner og madrasser, og de kan erhverves for 1000$, hvis man er heldig. Til denne pris skal man dog være forberedt på, at dytten har taget nogle buler gennem tiden. Det er vist kutyme for studerende - lokale som internationale - at erhverve sig en firehjulet ven, der kan tage en ud over stepperne. Jeg fornemmer også, at der er et etableret øko-studiebil-system, hvorved bilerne går videre i generationer, og derved kan erhverves forholdsvis billigt.

En anden ting ved området omkring universitetet er de mange huse, der agerer kollektiver for dem, der vælger at indlogere sig i flats fremfor uni-villages. Det er sjovt at komme fra den danske hovedstad, hvor studerende bor til overpriser i små københavnerlejligheder, og her kan de bo i store delevenlige huse til en rimelig pris. Ja, alt i alt er det nu ikke så tosset at være studerende i Christchurch.

Tilbage til begyndelsen

Togaen.

Lad mig skrue tiden tilbage til før afrejse, hvor både Marie Louise og jeg var i planlægningsfasen. Vi fik en masse mails ind af den digitale brevsprække og et helt særligt tilbud om at få en festpakke-deluxe til studiets mange events i de første uger. Den såkaldte O-Week, der skulle kunne byde på alt fra hypnose til - ja - togafest...

Når man får sådan et fest-ad-libitum-tilbud, så tror man jo i sin naivitet, at det er noget alle tager til. Og hvis det er noget alle (!) tager til, så kan man jo ikke gå glip af det. Så vi købte selvfølgelig hele pakken...

Lad mig nu skrue tiden frem. Frem til tiden, hvor Marie Louise og jeg finder ud af, at alle freshmen har købt billet til denne O-Week. Ja, alle freshmen og så os.

Af den grund stod vi en aften i toga foran The Foundry, klar til fest med alle de unge festaber. Den eneste forskel var bare, at alle de unge var indenfor, og Marie Louise og jeg udenfor. Dog med en meget ærlig festbillet i hånden, og måske en anelse uklar tidsfornemmelse i forhold til, hvordan der bliver festet i New Zealand. Dørmanden fik da også meget flinkt forklaret os, at dørene var lukket og havde været det de sidste tre timer. Vi måtte give ham, at klokken havde slået midnat på et tidspunkt, inden vi kom, men....

Om vi kom ind? De har meget bestemte dørmænd i New Zealand.

Så der stod vi. Indrullet i lagen og mere end bare for sent. Hvad vi har lært? Start tidligt og kom til tiden. Vi bliver så kloge. Også i en toga.

Nok for denne gang. 

Tak, fordi I læser med. 

- Maria