Magisk roadtrip med hints af San Francisco og Nuggets

Spørger man til forskelle mellem nord og syd, vil man få at vide, at Sydøen er kendt for sin billedskønne natur samt eventyrrige aktiviteter og Nordøen for sine geotermiske områder, Maori kultur i original form og varmere temperaturer.

Jeg har langt fra oplevet al den sydlige natur, jeg gerne ville. Særligt området omkring Milford Sounds og Fiordland står stadig på min 'bucket list', hvorfor jeg er sikker på, at et gensyn er nødvendigt.

Damekørsel i omvendt vejbane
Men det blev alligevel til en smagsprøve på de naturlige finesser i syd. Sammen med Marie Louise, Gigi og Juliet tog jeg på forlænget weekend til Otago regionen, nærmere bestemt Dunedin og The Catlins.

Vi var så heldige at kunne låne en bil af Juliets roomie. Jeg havde et par dage forinden kørt en prøvetur med Nea som co-driver for at vænne mig til den New Zealandske venstrekørsel. Det viste sig, at det mere var automatgear end vejstruktur, jeg skulle vænne mig til, men det varede heldigvis ikke længe, før jeg befandt mig godt i både bil og på vej.

Det var derfor med gode sommerfugle i maven, at jeg startede vores roadtrip som chauffør. Marie Louise havde sørget for højtalere, Gigi var DJ og Juliet co-driver, så rollerne var flot fordelt. Det gik derudaf, og inden jeg havde set mig om, havde jeg kørt 200 kilometer, hvorefter Juliet satte sig bag rattet og tog det sidste stykke.

For 65 millioner år siden...
På vores vej mod Dunedin gjorde vi et stop ved Koekohe Beach, der er kendt for naturfænomenet Moeraki Boulders. Moeraki Boulders er en samling (temmelig store) rullesten, der menes at være mere end 65 millioner år gamle. Kuglerunde og med revner i overfladen. Enkelte knækket midtover og andre eroderet indvendig. Vi nåede at opleve attraktionen i ro og mag, inden en busfuld japanere med kameraiver kom ilende.

Derfra kørte vi det sidste stykke mod Dunedin, der lyste flot op i aftenmørket. En by, der kunne minde om en miniudgave af San Francisco, da den er holdt sammen af enormt stejle gader. Vi kom ud på lidt af en rutsjebanetur, da vi skulle finde en parkeringsplads, og håndbremsen blev tjekket et par gange, før vi forlod bilen og gik mod vores hostel.

Wingardium Leviosa !
Og ikke et hvilket som helst hostel: Hogwarts Hostel! Vi var klar med både trylleformularer og fordelingshat, da vi gjorde vores entré. Desværre var der hverken ugler eller hemmelige døre, vi skulle igennem, så vi lod besværgelserne ligge og blev indlogeret på normal vis. Vores værelse var rigtig fint, men rummets temperatur lå i den lave ende af skalaen. En lettere træt elektrisk radiator var stillet til vores rådighed, men det ville være synd at sige, at den var i stand til at skabe plusgrader. Vi begav os derfor ud i Dunedins natteliv for at varme os ved hinandens selskab og et par gode drinks i stedet.

En aften i Dunedin, Mexico og Irland
Det blev til lidt af en international festligholdelse. Vi startede aftenen på en mexicansk restaurant, 'Del Sol - Vila Mexicana', der bød på iskolde Margaritas, smagfulde tortillas og farverige sombreros. Derefter fortsatte vi til byens irske bar, hvor vi nød øl og live musik. Et smut videre på en ny bar, der nok var mere kendt for sin øl-udskænkning, men vi havde fået smag for det mexicanske og bestilte derfor en omgang tequila til hele banden. Lettere forvirret over bestillingen fandt bartenderen fire velproportionerede whiskeyglas frem. Det må være en af de mest elegante måder, jeg har fået tequila på. Kan sagtens anbefales!

Det satte et fint punktum på vores første aften i Dunedin. Derfra gik turen hjem mod Hogwarts, hvor vores elektriske radiator måtte siges at have givet en smule op. Det var derfor rart, at dynerne vejede til og gav os varmen til en god nats søvn.

En handelsby med historiske rødder

Morgenfriske begav vi os ud i Dunedin. Vi havde aftenen forinden fundet en lille café, 'Potpourri Vegetarian Café', der kreerede både dejlig morgenmad og en god kop kaffe. Vi købte en sandwich med, som vi ville nyde senere i det fri.

Derfra gik vi mod byens Railway Station, der den dag i dag står som et smukt varetegn for Dunedin. Stationen åbnede i 1906, da Dunedin var centrum for storhandel og modtog op til 100 toge om dagen med last og handelsfolk. Den arkitektoniske stil var inspireret af den flamske renæssance, og arkitekten bag, George Troup, var en af de første officielle 'Railway Architects' i New Zealand. Også kendt under navnet 'Gingerbread George', som han fik tildelt efter at have designet Dunedins detaljerige og udførlige togstation.

Derfra gik vi videre til Toitū Otago Settlers Museum, der skulle vise sig at være større end forudset. Ikke nok med, at de havde en fin gennemgang af Maoriernes historie, så bød museet også på hele Dunedins historie. De New Zealandske museer har det med at ville samle alt under et tag, hvorfor man føler sig en smule 'overinformeret' i sidste ende. Men det var alt i alt et meget flot og velstruktureret museum, hvor de havde gjort sig umage for at formidle og fremvise historien på en fin måde.

Efter lidt af en tour de force udi Dunedins samlede historie, gik vi videre til Public Art Gallery, hvor der var en udstilling om 'Exploded Worlds' inddelt i temaerne farve, størrelse, materiale, kontrast og oplevelse. Et kort kaffestop i museets café gav energi til dagens næste oplevelse: Tunnel Beach.

Klippetunnel i stejle omgivelser

Blot 20 minutters kørsel fra Dunedin kan man finde Tunnel Beach, der er kendt for sin kystlinje opbygget af sandstensklipper. Stedets navn kommer af en håndskåren tunnel fra 1870'erne, der viste ned til vandet og et par gode klippesten, hvor vi kunne nyde vores medbragte sandwich til lyden af havbrus og mågekald.

En gade med rennomé

Efter en frokost i luftige omgivelser kørte vi mod en af Dunedins store berømtheder: Baldwin Street. Baldwin Street er blevet kåret til verdens stejleste gade af Guinness Rekordbog med en hældning på 19 grader svarende til 35%. Vi tog oplevelsen til fods og følte os temmelig stolte, da vi nåede toppen som dagens 'gadebestigere'.

Derefter gjorde vi et kort stop på University of Otago. Et meget charmerende universitet med små art deco huse og en lille flod, der bugtede sig langs campus. Så vidt vides, er det endnu ikke partneruniversitet til DMJX, men det kunne det sagtens bliver efter min mening. En lille sidebemærkning, som jeg vil dele med 'hjemskolingen', når jeg er tilbage på dansk jord.

Videre på vores Otago-færd
Fra Dunedin forsatte turen mod The Catlins, der er særlig kendt for sit dyreliv, der bl.a. tæller sæler, søløver, søelefanter og guløjet pingviner. Vi var desværre ikke så heldige at møde dem, men blev i stedet forkælet med overvældende natur.

Det er en af de absolut smukkeste regioner, jeg har oplevet. For hvert vejsving, for hvert udkigspunkt, for hver højderyg blev det bare flottere og flottere.

Et af vores første stop på ruten var The Nugget Point, der er et af de mest ikoniske varetegn for området bestående af klippeøer og et dertilhørende fyrtårn. Fyrtårnet blev bygget i 1869 og befinder sig 76 meter over havet. Det gav et fint udkigspunkt over 'The Nuggets' (klippeøerne), der steg op af havets overflade.

Derfra gik turen videre til et af regionens store vandfald, Purakaunui. Vandet kom brusende som klippegardiner over tre forskellige niveauer i et 20-meters fald. Grundet den temmelig gennemtrængende lyd af vand, nød vi vores medbragte frokost ved vejkanten med sol i ansigtet.

Næste stop på dagens roadtrip var Curio Bay. En fin kystlinje, der skulle huse en koloni af guløjet pingviner. Endnu engang var vi ikke heldige med dyrelivet, da vi var for tidligt på den i forhold til deres 'besøgstid'. I stedet lod vi os betage af de flotte klippe- og havformationer, der formede sig efter hinanden.

Et sidste stop på ruten var en af de mest sydlige seværdigheder i The Catlins: Slope Point. Jeg kan bedst beskrive det som en samling af træer, der er blevet så vindblæste, at de mest af alt minder om Donald Trumps frisure. Desværre var vejen derud lukket for al kørsel på grund af vejarbejde, hvorfor vi måtte vende om og gå glip af de luftige træer.

B&B in the middle of The Catlins

Aftenens indlogering var i B&B hos et meget venligt værtspar. De havde anbefalet os, at vi kom før solnedgang, da de boede midt i 'ingenting'. Vi kom fint frem med solen i ryggen. Højst usædvanligt var vi uden wifi den aften, hvorfor vi fandt de indre legebørn frem og lod os underholde med brætspil, hvilket var utrolig hyggeligt.

Natten bød på lidt af et stormvejr med regn, der dryppede ind gennem loftet i det over 100 år gamle hus. Så godt puttet under dynen, drømte jeg stormen væk.

Efter et fornemt morgenbord sagde vi farvel til vores værtspar og påbegyndte hjemturen. Vi havde godt 500 kilometer foran os. Syv timer senere, inklusiv et frokoststop i Dunedin, var vi hjemme i Christchurch efter en meget mindeværdig (na)tur. 

- Maria