På fornavn med naturen: Arthur & Herbert

Nu begynder dette semester for alvor at nå sin ende. Den sidste officielle eksamen blev afrundet d. 23. juni, hvilket betyder, at de fleste internationale studerende pakker kufferterne og styrer mod lufthavnen. Farvel til nye bekendtskaber og venskaber, men det er nu rarere at sige på gensyn.

Jeg har en lille måned endnu og glæder mig som et lille barn til i næste uge, hvor min skønne kæreste Casper gør mig selskab til roadtrip rundt i New Zealands landskab.

Apropos landskab vil jeg denne gang fortælle om et par smukke udflugtsture fra de sidste måneder. Blot en times køretur ud af Christchurch kan give store oplevelser, der byder på både snetoppe, dybgrønne bjergskråninger og plyssede får.

Arthurs Pass
Da de finske damer, Nea og Katja, stadig havde deres bil - Richy, som vi kaldte ham- kørte vi en smuk maj weekend mod Arthurs Pass. Det var midt i en travl eksamensmåned, hvorfor stor natur var lige, hvad sjælen havde brug for - både for at koble af og koble ny energi til. Vi havde vejret med os, og det gav et lykkens sus, da vi kunne se de første sneklædte bjergtindinger.

I begyndelsen havde vi haft snak om at begive os ud på et track, der ledte mod Mount Hutt, der ligger i området af Arthurs Pass. Det krævede dog, at man skulle bevæbne sig med isøkser, nu hvor vintersæsonen er indtrådt. Da størstedelen af gruppen er mindre vant i sådan terræn, blev vi enige om at gøre et mere håndterbart track, så vi hverken skulle kæmpe med økser eller dertilhørende isglatte bjergvægge.

Vi valgte derfor en mindre krævende rute, 'Bealey Spur Track', der lå i samme område, og som kunne klares på en dag. Naturen mindede en smule om vores første (...og eneste...) tur med Tramping Klubben ved Hope Kiwi Track. Det første stykke gik gennem tæt skov. Efter et par kilometer blev vi ledt ud i et mere åbent og tørt landskab. Jo højere vi kom, jo flere bjergtoppe åbenbarede sig. Da vi nåede trackets top, havde vi en flot udsigt ud over Waimakariri River. Rundt om os rejste bjergene sig. Det var et ualmindelig livsbekræftende natur-rush, som gjorde godt midt i en ellers hektisk eksamensmåned.

Mount Herbert

For blot to uger siden gjorde vi endnu et bjerg. Det var Marie Louises fødselsdag, og hun havde ønsket sig, at vi tog på udflugt til Mount Herbert, der er en del af Banks Peninsula, en halvø og et naturområde, der strækker sig fra Christchurch til Akaroa. Mount Herbert ligger lige midt imellem og var bl.a. tilgængelig fra den lille, meget charmerende havneby Lyttelton. Fra Lyttelton Harbour kunne vi tage en båd, der på blot ti minutter sejlede os over til Diamond Harbour, hvor dagens track mod Mt Herbert startede.

Vi troede, vi skulle ud på en firetimes vandring tur/retur. Et let og ligetil track, hvor vi blot skulle nyde naturen og de smukke vues. Det skulle kræve lidt mere. Det viste sig nemlig, at det var et track estimeret til fire timer og 8,5 kilometer - hver vej. Vandrestøvlerne kom på prøve.

Skiltningen til dagens track var en kende mangelfuld, hvorfor vi de første kilometer gjorde os et par gætterier i forhold til retningen. Vi kom heldigvis på sporet af ruten og gjorde os klar til dagens opstigning. En stigning, der ledte os 919 meter op til Bank Peninsulas højeste punkt! Endnu en detalje, vi ikke var forberedt på, men som vi helt naturligt kom til at erkende.

Jeg har senere fundet ud af, at tracket bliver karakteriseret som 'anstrengende', hvilket både syrelår og åndenød kunne skrive under på, men det var det hele værd.

Størstedelen af turen gik gennem private landbrugsområder. Vi mødte både nysgerrige køer og generte får på vores vej gennem mudder og diverse efterladenskaber. Det blev til et par enkelte glidende tacklinger i det glatte fører, og jeg formåede da også at snuble i en 'cow paddy' (kokage). Heldigvis uden, at det gik helt galt.

Efter et par timers stædig opadgåen, begyndte vi at nærme os Herberts top. Med stigningen fulgte et helt naturligt fald i temperaturen. Det meste af turen havde vi gået i flot solskin, men det ændrede sig drastisk de sidste hundrede meter. Vi begyndte at kunne se sne enkelte steder, og temperaturen faldt til frysepunktet. Der var stadig en del mudder, som vi skøjtede rundt i. 

Da vi nåede turens højdepunkt, havde en tung sky gjort sit indtog, hvorfor udsigten var mere tåget end udtryksfuld. Vi gjorde et kort frokoststop, inden vi på lette fødder lod os glide ned af de mudrede bjergstier.

Vi var alle godt trætte på vejen hjem, men det gik heldigvis en del hurtigere at komme ned. Vi for kun vild en enkelt gang og fandt hurtigt tilbage til rette anførte spor gennem landbruget. Vi nåede såmænd også en flot solnedgang, inden vi trætte satte os i båden, der sejlede os tilbage mod Lyttelton. Alt i alt en utrolig flot, begivenhedsrig og motionerende dag!

- Maria