Nedtællingen er begyndt

Om mindre end en måned befinder jeg mig i en by ved navn Christchurch. En by, jeg det næste halve år kan kalde for mit hjem eller wākāinga, som det hedder på Māori .

Rammerne for rejsen er på plads, men jeg må indrømme - uden at klage - at skulle planlægge et halvt års udlandsophold kan på det nærmeste kategoriseres som fuldtidsarbejde.

Planlægning, planlægning, planlægning!

Jo tættere jeg kommer på at skulle af sted, jo mere synes de mange timer, de mange mails, de mange spørgsmål og de mange ansøgninger at gå op i en højere enhed.

Der, hvor flybilletten er i hus - i hvert fald den ene vej - kollegieværelset står klar, fagene er på plads (næsten), og visummet er godkendt. Nu begynder det så småt at gå op for mig, at jeg rent faktisk skal af sted... Om på den anden side af jorden.

For folk, der kender mig, er det ikke nogen overraskelse, at min geografiske stedsans kan være en smule rundforvirret. Nilen kan pludselig strække sig op langs Europa, og Maribo kan blive til Haribo. Derfor har jeg også taget det med knusende ro, når jeg har fortalt familie og venner, at jeg tager et smut til New Zealand.

For det har ikke føltes så langt væk. Indtil nu, hvor jeg er kommet tættere på og må forholde mig til, at 17.995 km måske alligevel er en slat væk fra alle de mennesker, der skaber rammerne om mit liv herhjemme i Danmark.

Derfor er denne rejseblog til jer. Et vindueskig, om man vil, til de narrestreger og oplevelser, der vil åbenbare sig i mit kommende wākāinga.