Ud i det blå

Landet midt i et eventyr

Det er en helt særlig gave at komme til et land, der byder på en uendelig mængde af naturoplevelser. Det er ligesom i filmen Narnia, hvor børnene træder ind i klædeskabet og kommer ud på den anden side, og et eventyrligt landskab åbenbarer sig.

New Zealand er mit Narnia.

I de sidste par uger, inden skolestart, har der været rig mulighed for at udforske både by og land. Om det er på campus eller i centrum, så er der generelt utrolig grønt, og det er selvfølgelig ikke tilfældigt, at Christchurch er kendetegnet ved "The Garden City".

Går vi et øjeblik i detaljerne, så er New Zealand seks gange større end Danmark med en befolkning på næsten 4,5 million mennesker, hvorfor der er god plads til naturen - og de 50-80 millioner får, som vi desværre kun har set et få(r)tal af indtil videre. Godt, det var dagens farjoke. Landets hovedsprog er engelsk og maori. Maori er for øret meget flot og syngende, men fuldstændig umuligt at gætte sig frem til rent forståelsesmæssigt - selv for en skandinavisk sprogentusiast. Det eneste der rigtig har sat sig fast indtil nu er 'kia ora', hvilket er en hilsen, et hej, et velkommen.

På med solhat og vandrestøvler

Ved de første introdage på universitetet var der en meget passioneret outdoor-underviser, der fortalte om flotte vandreture i den nærmeste radius af Christchurch. En af dem var mod Taylors Mistake, som et par tøser og jeg valgte at besøge. 

Inden vi rigtig kunne snøre vandrestøvlerne, lod vi os fragte med bus mod en lille strandby, Sumner, hvor vi tidligere har tilbragt en smuk og lettere vindblæst dag.

Det siges om New Zealand, at man kan opleve alle fire sæsoner på én dag. Man skal derfor være forberedt på lidt af hvert, når man begiver sig ud i landskabet. Det kan starte med høj sol om morgenen og pludselig står man i sne til knæene... Overdrivelse fremmer forståelse. Turen mod Taylors Mistake gav os heldigvis lutter solstråler, hvorfor den stod på faktor 50!

Fra Sumner gik turen til fods mod Taylors Mistake. Op af små snørklede bjergveje, der kunne lede tankerne hen på San Fransiscos stejle bakker. Vi blev dog en smule overraskede, da vi kom frem til den omtalte sti mod Taylors Mistake, og den viste sig at være lukket - og havde været det i flere måneder...

Men hvad kan stoppe en flok kvinder på tur? Videre gik det af de asfalterede veje, indtil vi senere kunne dreje ind mod de flotte naturområder, der strakte sig fra det turkise hav til de korngule bjergskråninger. Sikke et syn!

Her, midt i naturen, blev Marie Louise og jeg enige om, at vi kunne mærke starten på en forelskelse. En begyndende kærlighed til et land, der med sin uovertrufne rigdom af hav, luft og grønne omgivelser forfører dig. 

Og til min søde kæreste derhjemme: Bare rolig, det er den platoniske kærlighed, der er under opsejling her i de New Zealandske luner.

Men hvem er Taylor?

Taylors Mistake hedder på maori "Te Onepoto", hvilket betyder lille strand. Der er flere bud på, hvem denne Taylor var, og hvilken fejl han begik. Historierne fortæller, at der højst sandsynligt var to forskellige Kaptajn Taylors i 1850/60'erne (ikke fuld enighed om årstallene), der søgte at lægge til ved Lyttelton Harbour og misvurderede Taylors Mistake til at være dette sted. Ak ja, jeg kan sagtens forstå, hvis kystlinjerne har lignet hinanden - selvom der vel nok er forskel på en strand og en havn? Taylors Mistake blev i hvert fald kendenavnet på denne meget charmerende strand, der ligger let skjult, omgivet af fantastisk natur.

Efter en lille proviantpause i sandet fortsatte vi turen fra Taylors Mistake mod Godley Head. Et stort naturområde, der vælter dig bagover. Sceneriet skifter for hvert sving, og de fine photo opportunities sørgede for et par gode stop undervejs. Da vi nåede toppen efter en vindblæsende opstigning, tog vi os en ordentlig pause og nød solen - med et ekstra lag faktor 50.

Marias Mistake

På det tidspunkt havde jeg fået tilranet mig en ordentlig omgang hovedpine. Formegentlig på grund af for lidt mad undervejs. Begynderfejl no. 1.

Husk ordentlig mad, når du vil ud og vandre 20 km...

Det var derfor med et bankende hoved, at vi begyndte nedstigningen. Alle havde en forventning om, at hjemturen ville blive nem, da vi mest en dels skulle gå ned af, men vi havde åbenbart i fællesskab fortrængt de stejle stykker, som vi på udturen legende let havde hoppet nedad... 

Hjemturen var derfor målrettet, prustende og en del opad.

Endestationen, tak

Med solskinsrøde næser satte en træt flok kvinder sig ind i bussen på vej hjem mod Kristuskirkeby. Det var en dag, der kunne mærkes i både krop og sind, men Marie Louise og jeg skulle ikke stoppe der. Vi kunne nemlig se frem til en aften i toga - mere om det senere...

Tak, fordi I læser med.
- Maria & fåret